Af Emilie Hvid Rasmussen og Anna Jelsgaard
For enden af en grusvej, en halv times kørsel nord for Aalborg, toner herregården, Voergård, frem foran os mellem mørkegrønne trækroner. Vi stopper op og tager indtrykkene ind, mens vi stadig kan se hele bygningen. En rød murstensfacade med utallige vinduer. To tårne med spir. En voldgrav med stillestående vand. Guldsmede der svirrer i vandoverfladen og fuglesang fra de omkringliggende træer.
Herregården er bygget af en kvinde, der levede for knapt 500 år siden. Umiddelbart skulle man tro, at gårdens tid er fortid. At det, der var, ikke længere er. Men vi har hørt historier, der tyder på, at kvinden stadig spøger på den gamle herregård. Efter sigende fordi, at hun var så ond, at hun ikke kunne få en plads i paradis.
Kvinden hed Ingeborg. Ingeborg Skeel.
Ingeborg skulle være en forfærdelig kvinde. Sådan går historierne. Men historierne går også på, at hun skulle være en kvinde, der delte ud af sin rigdom til dem, der havde brug for det.
Vi går over voldgraven og op mod det tårnværelse, hvor hun efter sigende holder til. Det er også der, hvor en af de mest markante historier om Ingeborg finder sted.
Efter at vi har bevæget os op ad de snoede trapper, står vi i tårnværelset. I midten af tårnværelsets lyse plankegulv er der en mørkebrun plamage. En blodplet.
Blodpletten er et halvt årtusinde gammel, og af flere omgange både forsøgt vasket og slebet væk. Men på trods af de mange ihærdige forsøg på at fjerne pletten, toner den altid frem igen.
Blodpletten stammer fra en af de unge kvinder, som Ingeborg tog i pleje på slottet.
Plejedatteren skulle være blevet gravid udenfor ægteskabet, og det gjorde Ingeborg rasende. Plejedatteren måtte betale den yderste pris, og det endte i en blodsudgydelse i tårnværelset.
Men plejedatteren var ikke gravid. Og blodpletten vil for evigt vise det uskyldige blod.
Sagnet om plejedatteren står ikke alene. Tvært i mod findes der flere historier som denne, når det kommer til Ingeborg. Det bliver vi klar over, da vi står i tårnværelset og kigger op. På tårnværelsets vægge er Ingeborgs liv på Voergård malet. Midt i hendes eget hjem, har den tidligere ejer valgt at forevige Ingeborgs historie.
Men spørgsmålet er, om det er den sande historie? For ingen af historierne om Ingeborgs modbydeligheder er dokumenteret. Det er store dele af hendes øvrige liv dog. Både gennem skriftlige kilder og de fysiske spor, hun har efterladt rundt omkring i lokalområdet. Hvis historierne ikke er sande, hvordan kan det så være, at de er blevet fortalt? Og stadig bliver fortalt i dag efter næsten 500 år?
Historien om Ingeborg Skeel er en historie der, blandt andet, handler om sladder, ondskab, og magt. Så her står vi. I Ingeborgs tårnværelse for at forsøge at følge i hendes fodspor. Spørger man de, der kender historien om Ingeborg, så er der mange facetter. Var hun god eller ond? Var hun en kvinde forud for sin tid, var hun en grådig forretningskvinde eller var hun bare et menneske?
For at besvare disse spørgsmål skal vi forbi Voergård, Runa, der hævder at kende de rigtige historier om Ingeborg og Voer Kirke. Og så skal vi finde historiebøgerne frem og lære lidt om sagn og deres tilblivelse.
Der går en historie om, at hun klippede fingrene af børn, når de stjal korn fra hendes marker.
– Runa Christensen, Dronninglund
I 1545, ni år efter Danmark er blevet et protestantisk land, bliver den lille Ingeborg født. Vi befinder os i renæssancen. Det store flertal af befolkningen er bønder og borgere, der driver landbrug og udfører handel og håndværk. De står overfor adelen, som er samfundets mindste men også mest indflydelsesrige gruppe.
Det er en fin familie, Ingeborg bliver født ind i. Datter af det adelige ægtepar Karen Krabbe og Niels Skeel. Et par med forbindelser til det danske kongehus.
Ingeborg er adelig og sådan skal hun opdrages. Hun skal opdrages i den kristne tro. Have respekt for Gud, lære salmer og bønner, og kunne Biblen udenad. Det boglige kommer i anden række, men hun skal lære at læse, skrive og regne. Hvis ikke hun kan det, hvordan skal hun så nogensinde kunne styre en husholdning, når hun en dag bliver gift?
Moren sørger derfor for at lære den unge Ingeborg om alt fra slagtning og bagning til broderi- og sytøj.
I 1560 bliver den 15-årige Ingeborg gift med adelsmanden Otte Banner. Otte kommer fra godset Asdal i Nordjylland. Ingeborg er nu officielt en adelskvinde med egen husholdning. Og med en mand som Otte er det ikke det eneste, der står på programmet for den unge Ingeborg. Ligesom Ingeborgs familie har han også forbindelser til de kongelige, og det forpligter.
Ottes familie har hovedsæde på Asdal i Nordjylland. Der flytter parret op efter brylluppet, og det er også i dette område historien om Ingeborg rigtigt begynder. Deroppe ligger Voergård.
En af forpligtelserne er at sørge for, at de kongelige bor ordentligt, og at deres fester tager sig ordentligt ud. Det fører blandt andet til, at Ingeborg modtager en besked fra kongen om at hun skal:
Ingeborg skal altså sammen med andre adelskvinder sørge for, at der bliver pyntet pænt op på Koldinghus, når kongen får gæster.
I 1585 bliver Ingeborg enke. Hun står nu som ejer af Voergård og Asdal. Der er nu endnu mere at give sig i kast med for Ingeborg.
Tilbage i nutiden står vi nu på Voergårds gårdsplads og vender og drejer hovederne af led for at få alle detaljerne fra slottet med. Ansigter hugget i sten kigger ned på os fra de store mure. De mange års vind og vejr har taget nogle af næserne med, men ellers står bygningen stadig og troner, så vi næsten bliver taget tilbage til Ingeborgs tid.
Vi bevæger os væk fra pladsen henad den ujævne stenbro, hvor vi kan følge en grussti rundt om den store voldgrav, der omringer slottet. Voldgraven huser i dag en svanefamilie, der svømmer rundt på vandet.
Jeg kan huske flere historier fra barnsben. Blandt andet smed hun en murer i voldgraven, da hun ikke ville betale for ham.
– Jane Jørgensen, Dronninglund
Det stille vand i voldgraven har ikke altid været så roligt, som det er i dag. I hvert fald ikke hvis man spørger lokalbefolkningen ved Voergård. Blandt dem går en historie om, at Ingeborg skulle have druknet mureren i voldgraven, efter han havde bygget Voergård. Nogle siger, at det var for at slippe for betalingen. Andre siger, at det var fordi, hun ikke ville have, at han skulle bygge andre herregårde som Voergård.
Historien om mureren i voldgraven er ikke kun et rygte, der går i lokalbefolkningen.
Tilbage i tårnværelset viser et af malerierne Ingeborg stå foran Voergård med udstrakte hænder mod voldgraven, hvor et par ben stikker op af vandet. Under billedet ses teksten:
HANS LIV MAA JEG ØDE. FØR MIT SLOT HAN FORLADER,
PAA DET HAN EJ FOR ANDRE MIT STORVÆRK GENTAGER.
Efter en rundtur langs voldgraven ender vi igen foran Voergård. For enden af den ujævne bro over voldgraven præsenteres Voergård af en hvid indgangsport. Heller ikke den har kunne gå fri af rygter. Initialerne FS pryder den og indikerer, at den måske ikke var tiltænkt Voergård. Rygtet siger nemlig, at porten var på vej et andet sted hen, da den kom forbi Voergård, og her fangede den Ingeborgs opmærksomhed. Faktisk så meget, at hun ikke kunne lade den komme videre. Den port skulle byde velkommen til hendes Voergård.
Hun spøger stadig på området ved Voergård…. Indgangsporten i sandsten skulle angiveligt være en fragt, hun har stjålet, der oprindeligt var på vej et andet sted hen….
– Allan Gøttrup, Dronninglund
Kigger man grundigt efter gemmer porten på en anden sigende detalje om Ingeborg. Her står der:
SALIG OTTE BANNER TILL ASDAL 1588
FRU INGEBORG SKEILS TIL VORDGÅRD 1588
Ingeborgs og Ottes navne pryder altså også porten. Det er endda skrevet som om Otte tilhører Ingeborg, ikke omvendt, som det ellers var normalt på den tid. Han var Ingeborg Skeels.
Med Asdal og Voergård er der nok at give sig i kast med for Ingeborg. Ingeborg sørger for at bønderne får sået, høstet, slagtet og brygget øl. Derudover sikrer hun sig også, at fæstebønderne betaler den skat til kongen, som de er forpligtet til.
Ingeborgs primære indtjening kommer fra salget af køer og korn.
Men Ingeborg står også i spidsen for en kontroversiel markedshandel. For på det tidspunkt er det ikke tilladt adelen at handle inde for landets grænser. De må kun eksportere. Men det er Ingeborg ligeglad med. Det medfører, at en række Aalborgensere klager til byens borgmestre. De mener, at Ingeborg påfører dem urimelig konkurrence. Blandt andet har hun opført boder på lokale markeder, hvorfra hun blandt andet har solgt humle, tjære, lærred og tysk øl.
Foruden markedshandlen er Ingeborg heller ikke bleg for et nyt forretningseventyr. I løbet af 1500-tallet stiger efterspørgslen på glas. Både glasruder og drikkeglas. Og en særlig tradition for at slå glassene i stykker ved festlige sammenkomster gør glasproduktion til en god forretning. Derfor opfører Ingeborg glasværker, så hun både har til eget forbrug og videresalg.
Ingeborg var en driftig forretningskvinde. Men tror man et af de velfortalte sagn om hende, var hun det også til tider på andres bekostning.
Efter Ingeborg er blevet enke, fortæller hendes kusk, Claus, hende en dag, at han har på fornemmelsen, at Otte er endt i helvede. Sådan en påstand lader Ingeborg ikke stå hen, og hun giver kusken tre uger til at finde frem til hendes afdøde mand.
Først ved Claus ikke, hvordan han skal bære sig ad. Han prøver at kontakte en præst, men han kan ikke hjælpe. I stedet tager han til Norge. Her har han en bror, der måske kan hjælpe.
Broderen beder en bøn og hidkalder Otte.
Næste aften ser Claus en rødbrændende karet ved et vejkryds. Her sidder Otte. Han fortæller, at han er i helvede, hvor der i øvrigt er ved at blive lavet en stol til Ingeborg. Den mangler kun ét ben, så er den færdig.
Årsagen til at Ingeborg skal i helvede er, at hun ikke vil give bønderne i Agersted eng deres jord tilbage. Stjålet jord.
Otte kaster sin ring til Claus, som griber den med sin hue. Ringen brænder igennem huen, men Claus samler den op og sætter kursen mod Voergård.
Den sidste dag inden de tre uger er gået, kommer han tilbage til Ingeborg og fortæller, at den er god nok. Han viser ringen som et bevis på, at han har snakket med Otte. Otte er i helvede og der vil Ingeborg også ende, hvis ikke hun giver bønderne deres jord tilbage.
Men det vil Ingeborg under ingen omstændigheder. Hun har det fint med sin plads i helvede, for hun har allerede en pagt med fanden.
Mennesket har altid fortalt historier. Om det har været rundt om lejrbålets sidste gløder, i Brugsen eller på sociale medier. I renæssancen blev historierne brugt som underholdning, når solen gik ned. Nogle historier har vandret fra mund til mund, mellem byer og på tværs af generationer. Og mange har fået nye detaljer, er blevet fortalt i nye rækkefølger eller blevet tilsat lidt mere dramatik hen ad vejen.
Vi tager nu et kig på, hvad vores mundtlige fortælletraditioner siger om os som mennesker, og hvordan fortællinger udvikler sig over tid. For fortællingerne er ikke kun underholdning, de indeholder også en moralsk dimension, der er med til at forme vores fælles værdier.
Hvor mange af historierne om Ingeborg, der er opstået på hendes tid, og hvor mange der stammer fra senere videredigtninger, ved vi ikke. Det er sådan, det er med mundtlige overleveringer: et sted i cirkulationen glemmer vi, hvor historierne kommer fra.
Faktisk er der blandt de fortællinger, der blev indsamlet og nedskrevet af folkemindesamlere i 1800-tallet, flere eksempler på fortællinger, der har rødder uden for Danmarks grænser. På deres vandringer fra land til land og sogn til sogn, er de blevet tilpasset lokale forhold, så de fremtræder hjemlige og forståelige.
Sagn er netop kendetegnet ved, at de knytter sig til noget lokalt. En kirke, en person eller en begivenhed som alle på egnen enten er fortrolig med, eller i det mindste nysgerrige på.
Det der holder de lokale sagn i live, er de følelser, de vækker i os. Særligt historier der præsenterer os for noget anderledes, eller som får os til at føle os truede, vil ofte blive genfortalt. Historier der prikker til vores fordomme, usikkerhed og frygt.
Men historierne er også udtryk for, hvordan vi positionerer os i forhold til hinanden. I renæssancen var det ikke ualmindeligt at have et horn i siden på herremanden eller præsten. I dag er det direktøren eller realitydeltageren, vi elsker at hade.
En oktoberdag i 1604 ligger Ingeborg for døden. Men hun er fortsat ved sin fulde fornuft, og inden sin død vil hun skænke 2000 daler. Halvdelen til Aalborg Skole og den anden halvdel til de fattige på egnen. Og pengestrømmen skal fortsætte efter hendes død. 100 daler skal årligt fordeles mellem Aalborg Skole og de fattige.
Fire dage senere, den 17. oktober 1604, dør Ingeborg.
Disse donationer er i eftertiden blevet brugt som bevis på Ingeborgs gode hjerte og ønske om at lindre de fattiges kår. I renæssancen var det imidlertid meget vigtigt for adelige at sikre deres eftermæle. Kun når testamente og ligprædiken var på plads, kunne døden ske i fred og ro, og det er værd at have in mente, inden man renser Ingeborgs navn.
Men gavebrevene få dage inden hendes død var ikke Ingeborgs første velgørende bidrag. I 1583 forpligter hun også sig selv og sine arvinger til årligt at afgive:
Af Ingeborgs sidste gavebrev fremgår det da også, at Ingeborg ikke var i tvivl om, hvorvidt det var helvede eller himlen, hun snart skulle forlade jorden for:
Fra Voergård tager vi nu videre til Runa Christensen. Runa er nok den kvinde, der ved allermest om Ingeborg, og spørger man hende, er det de rigtige historier, man får, når man kommer til hende.
Det er også hendes navn, der kommer op, når man spørger borgerne ved Voergård, om de kender til Ingeborg.
På bordet i Runas stue står en computer, der viser præsentationer om Ingeborg og Voergård. De skal sammen med papirer og noter bruges, når hun en gang i mellem er ude og holde foredrag om den kvinde, der regerede i området for knapt 500 år siden.
Runa fortæller sine historier om Ingeborg til alle, der vil lytte. Og mens vi sidder ved bordet, fortæller hun endnu en gang historierne. Hvordan hun voksede op, blev gift med Otte, overtog Voergård og styrede de adelige pligter med hård hånd. Om hvordan hun tog plejebørn ind, donerede gavebreve, handlede og sørgede for området omkring Voergård.
Hun fortæller historier om en handlekraftig kvinde. En kvinde der i følge Runa var forud for sin tid. En kvinde der var udsat for rygter hele sit liv, også da hun ikke var her længere. Runa fortæller også historien om, hvordan Ingeborg ikke kunne finde ro efter sin død. Historien går på, at Ingeborg blev ved med at gå igen.
Måske hun først finder ro den dag, hendes Voergård også går i døden. Det er i hvert fald en tanke man kan få, når man hører Runas historie om Ingeborg:
Efter sin død begraves Ingeborg ved Voer Kirke. Her går hun igen. Og når et genfærd spøger, skal det manes i jorden ved at få en pind gennem hjertet. Flere præster prøver igen og igen at mane hende i jorden. En dag, efter en præst endnu engang har manet hende i jorden, er hun igen oppe med det samme, og siger:
“Ha! Ingen kvindefødt mand skal få mig fra Voergård!”
Det tænker borgerne ved Voergård videre over, og en dag kommer en ny præst til byen. Han er født ved kejsersnit. Altså er han ikke kvindefødt.
Man sender bud efter ham, og han kommer og maner Ingeborg i jorden. Nu skulle hun ikke længere gå igen.
Men hvis en præst skal kunne mane et genfærd i jorden, må han ikke have noget på sin samvittighed. Og da præsten var ung, havde han ikke mange penge, så en dag stjal han et to-skillingsbrød.
Præsten havde derfor ikke sin fulde kraft. Så hver nytårsnat går Ingeborg Skeel igen og nærmer sig Voergård med endnu et hanefjed, og den dag hun kommer til Voergård, brænder det ned.
Vi har på vores tur prøvet at finde ud af, hvem Ingeborg var. God eller ond? Forretningskvinde eller grådig? Det tætteste, vi er kommet på et svar, er måske, at Ingeborg bare var et privilegeret menneske. Et menneske der gjorde brug af sine privilegier, som mennesker før og efter hende, også har gjort.
Med tanke på den magt og rigdom, Ingeborg besad, er det ikke svært at forstå, at hun kunne blive sin tids talk of the town. Hendes liv var meget langt fra bøndernes liv, og hun var, som andre herremænd på sin tid, ikke bange for at skilte med det. Voergård var på mange måder et prestigebyggeri, en fysisk manifestation af hendes privilegier.
Hvis man derudover tager højde for, at hun var én blandt meget få kvinder, der stak næsen frem, må man også antage, at hun har vakt en del forargelse. Når en kvinde, der fremfor alt forventes at tage sig af husholdningen, både bliver godsejer og en fremtrædende forretningskvinde, må hun uden tvivl være en koldblodig morder… ikke?
Historierne om Ingeborg er grusomme. Men noget kan tyde på, at de mange historier ikke kun handlede om, at Ingeborg var og er den perfekte genstand for en god lejrbålshistorie, der kan vække gys og gru. For mange af historierne handler også om hendes forretningsmetoder. Måske bunder de i misundelse? Eller måske bunder de i, at samfundet i renæssancen var ekstremt ulige, og at adelens rigdom og privilegier af nogle blev opfattet som uretfærdige?
Inden vi frifinder Ingeborg helt, er det nok også på sin plads at sige, at det selvfølgelig ikke kan udelukkes, at nogle af historierne har fat i virkeligheden. Måske var Ingeborg grådig. Måske havde hun liv på samvittigheden. Og måske frygtede hun ikke helvede.
Under alle omstændigheder kræver turen et sidste stop.
Voer kirke.
Da Ingeborg var i live, var hun en troende kvinde. Det kommer til udtryk, når vi bevæger os mod Voer kirke. En tur Ingeborg tog hver søndag, og det samme sted, som hun blev begravet for mere end 400 år siden. Et kig i gæstebogen afslører, at vi ikke er de første, der er kommet her for Ingeborg:
Da Ingeborg var i live, fik hun desuden opført et epitafium i kirken. En form for mindetavle, for sig selv og for Otte. Den skulle sørge for, at de aldrig blev glemt.
Mindetavlen er syv meter høj og fem meter bred. Størrelsen indikerer, at hun ikke ville glemmes. Og kirken var nødt til at opføre et nyt kapel for at huse epitafiet.
Teksten viser noget, der måske var Ingeborgs største frygt. Når arvingerne har brugt de penge, du efterlod, bliver du glemt.
Hun lod kirkekapellet og epitafiumet opsætte – At deres navn ikke aldeles skulle blive glemt – For når arvingen tager gods penge – Hukommelsen om de døde varer da ikke længe